Spændende idrætsmåneder i vente

Af formand Ole Nielsen, SIFA

Hos den aalborgensiske idræts fællesorganisation SIFA krydser vi ekstra meget fingre for, at coronaen – både hvad angår restriktioner og angrebsvillighed – for alvor er på tilbagetog inden for de nærmeste måneder. 

Baggrunden for dette er især, at vi har taget hul på et i idrætslig forstand særdeles spændende år med en række store begivenheder. Naturligvis er der altid forhåbningerne om, at vores flagskibe – ikke mindst Aalborg Håndbold, AaB og Aalborg Pirates – atter er at finde i toppen af deres respektive sportsgrene. Men jeg tænker nu nok så meget på idrætten i bredere forstand. 

Det er netop idrætten bredt anskuet, der er i fokus, når Aalborg 23.-26. juni 2022 er vært for DM-ugen, hvor de bedste inden for rundt regnet 25 sportsgrene dyster om de øverste podiepladser. I publikumsmæssig forstand er det særligt interessante ved DM-ugen, at det er alle tiders chance for at stifte bekendtskab med idrætter, der ikke nødvendigvis får den store mediedækning i det daglige. Atletik, billard, cykling, dans, dart, fægtning, krolf, minigolf, rugby, styrkeløft, svømning, wakeboard – alle disse og yderligere 12-15 discipliner er på programmet, når Aalborg danner ramme om den første udgave nogensinde af DM-ugen.

I dagene 22.-26. juni er Aalborg endnu en gang vært for Idrætsmødet, der ikke mindst rummer årets vigtigste konference for alle med interesse i idræt. Men det er også dage, der blandt andet byder på gymnastikfestival, kampsport, parkour og street basket – med andre ord også her masser af oplevelser for publikum. 

Der er også Aalborg Halvmaraton og et gåarrangement gennem Limfjordstunnelen i slutningen af maj og Royal Run i begyndelsen af juni. Begge dele store magneter, både når det gælder deltagere og publikum. Og i anden halvdel af juli sender Aalborg omkring 100 unge sportsfolk til vores hollandske venskabsby Almere, der arrangerer sin udgave af ungdomslegene. Det er målt på deltagerantal en knap så stor begivenhed end den tilsvarende i Aalborg, men oplevelsen bliver givetvis lige så god for de unge, der skal dyste i atletik, badminton, fægtning, golf, håndbold, judo, svømning og tennis.

Mange tænker måske ikke på The Tall Ships Race som en sportsbegivenhed, men det er det i allerhøjeste grad. Før de mange stolte skibe ankommer for at ligge i Aalborg i fire tidlige augustdage, har deres besætninger nemlig i flere omgange været i intens havkapsejlads. Publikum kan i sagens natur kun opleve denne del af arrangementet på afstand, men The Tall Ships Race vil i 2022-udgaven uden tvivl også sætte sit præg på Aalborg – og de mange kilometer man kan gå langs kajerne og se på skibe, ender jo også med at blive helt god motion.

Når alle disse herlige ting er nævnt, ser vi her og nu faktisk allermest frem til at kunne mødes igen. Som tilskuere, som aktive udøvere. Til hverdag i klubberne, på idrætsanlæggene – og til stævner og cupper som i de gode, gamle dage.