Formål

SIFA (Samvirkende Idrætsforeninger Aalborg) er en central spiller i Aalborgs idrætsverden. Som paraplyorganisation for flere end 200 idrætsklubber med omkring 77.000 medlemmer er det vores vigtigste opgave at skabe de bedste forhold for idrætten i det, der skal være landets bedste idrætskommune.
Bestyrelsen for SIFA vedtog i forsommeren 2026 en strategi, der skal styre foreningens udvikling frem mod 2030.
For at vi med størst mulig effekt kan skabe de optimale forhold for idrætten, fokuserer vi på de fem indsatsområder Synlighed, Frivillighed, Fællesskab og Samfundsansvar, Udvikling og Økonomisk støtte:
Synlighed
- SIFA skal være et vægtigt talerør i den idrætspolitiske debat, blandt andet ved at synliggøre medlemsklubberne og deres arbejde
- SIFA skal som den foretrukne dialogpartner repræsentere idrætten over for myndigheder, institutioner, politikere og andre idrætsorganisationer, blandt andet i Folkeoplysningsudvalget og Elitesport Aalborg
- SIFA skal medvirke til at Aalborg Kommune til stadighed har en visionær idrætspolitik
- SIFA skal sikre, at nye klubber får mulighed for at komme til orde gennem den aalborgensiske idræts fælles organisation
Frivillighed
- SIFA skal medvirke til at frivilligheden trives i medlemsklubberne
- SIFA skal gennem netværk målrettet medlemsklubbernes ansatte og frivillige medvirke til erfaringsudveksling på relevante områder
- SIFA skal initiere og medvirke i udviklingsprojekter til gavn for medlemsklubberne og kommunens borgere generelt
- SIFA skal støtte inkluderende projekter
Fællesskab og Samfunds-ansvar
- SIFA skal fremme samarbejde med medlemsklubberne, medlemsklubberne imellem og med andre aktører (kommune, institutioner, organisationer), blandt andet med henblik på at løfte relevante samfundsopgaver
- SIFA skal arbejde for forbedring af idrættens vilkår, blandt andet gennem stadig udvikling af kommunale faciliteter, regelforenkling og leverance af kompetent rådgivning
Udvikling
- SIFA skal medvirke til medlemsklubbernes fortsatte udvikling
- SIFA skal medvirke til fortsat udvikling af udbuddet af kommunale faciliteter henvendt til idrætten
Økonomisk støtte
- SIFA skal med afsæt i en fortsat sund økonomi yde støtte til medlemsklubbernes aktiviteter
- SIFA skal påvirke mulighederne for finansiering i kommunalt regi
- SIFA skal afsøge muligheder for ved hjælp af ekstern finansiering at iværksætte projekter, der kan medvirke til udvikling af medlemsklubberne og støtte dem i deres daglige arbejde
