Guldroer yder coronahjælp til idrætsklubber

Hos SIFA oplever vi i stigende grad, at medlemsklubberne beretter om mistrivsel som følge af coronanedlukningen. Derfor har vi allieret os med guldroeren Eskild Ebbesen for at gøre noget meget konkret ved de ekstra udfordringer, som denne tid byder på.

”Uanset om man er et sædvanligvis aktivt medlem af en idrætsklub eller ens kontakt med sportens verden er mere sporadisk, er det helt naturligt, at man netop nu kan føle sig hægtet temmelig meget af de positive fællesskaber. Det skal vi have gjort noget ved – dels for at afhjælpe den øjeblikkelige situation, dels for at flest mulige kan være klar til for alvor at sætte i gang, så snart det atter bliver muligt at samles i klubberne. Det er svært at komme i tanke om en større inspirationskilde end Eskild Ebbesen, så vi er rigtigt glade for, at han har sagt ja til at medvirke i et virtuelt arrangement”, siger SIFA-formand Ole Nielsen. Og han fortsætter:

”Eskild vil med baggrund i sine egne rige erfaringer dele ud af sin inspiration og de redskaber, han bruger for at holde gejsten oppe og formen på plads. Selvom det er hans guldresultater, der står klarest i erindringen, har Eskild selvfølgelig også i sin sportslige karriere oplevet perioder, hvor der har været ekstra meget at kæmpe med – ligesom mange har det under den nuværende coronanedlukning. Han ved om nogen, hvad det kræver for at styrke vindermentaliteten og forbedre ens præstationer.”

Eskild Ebbesen er med sine tre OL-guldmedaljer (1996, 2004 og 2008), to gange OL-bronze (2000 og 2012), seks VM-guldmedaljer og to gange VM-sølv (høstet mellem 1994 og 2003) verdens mest vindende letvægtsroer. Desuden er han kandidat i idrætsfysiologi og virksomhedskonsulent inden for motivation og eksekvering af strategier og mål. Og så er han fortsat fysisk aktiv, nu bare inden for triatlon.

Ole Nielsen fortæller, at arrangementet er gratis og tilgængeligt for alle interesserede:

”Det er ikke et krav, at man er medlem af en idrætsforening – og er man det, er det ikke et krav, at den er blandt vores 212 medlemsforeninger. Frem for at gennemføre et arrangement, der alene henvender sig til vores medlemmer, vil vi gerne så langt ud som muligt. Derfor kan alle interesserede opleve Eskild Ebbesen, når han toner frem på SIFAs Facebookside.”

Eskild Ebbesen-arrangementet kan ses på www.facebook.com/sifasport onsdag 10. februar 2021 kl. 18.30.