Guldroer ydede Corona-hjælp til idrætsklubber

Hos SIFA har vi oplevet en stigende grad af mistrivsel som følge af coronanedlukningen.
Derfor havde vi allieret os med guldroeren Eskild Ebbesen for at gøre noget meget konkret ved de ekstra udfordringer, som denne tid byder på.

”Uanset om man er et sædvanligvis aktivt medlem af en idrætsklub eller ens kontakt med sportens verden er mere sporadisk, er det helt naturligt, at man netop nu kan føle sig hægtet temmelig meget af de positive fællesskaber.
Det skal vi have gjort noget ved – dels for at afhjælpe den øjeblikkelige situation, dels for at flest mulige kan være klar til for alvor at sætte i gang, så snart det atter bliver muligt at samles i klubberne.
Det er svært at komme i tanke om en større inspirationskilde end Eskild Ebbesen, så vi var rigtigt glade for, at han sagde ja til at medvirke i et virtuelt arrangement”, siger SIFA-formand Ole Nielsen – og fortsætter:

”Eskild delte – med baggrund i sine egne rige erfaringer – ud af sin inspiration og de redskaber, han bruger for at holde gejsten oppe og formen på plads.
Selvom det er hans guldresultater, der står klarest i erindringen, har Eskild selvfølgelig også i sin sportslige karriere oplevet perioder, hvor der har været ekstra meget at kæmpe med – ligesom mange har det under den nuværende Corona-nedlukning.
Han ved om nogen, hvad det kræver for at styrke vindermentaliteten og forbedre ens præstationer.”

Eskild Ebbesen er med sine tre OL-guldmedaljer (1996, 2004 og 2008), to gange OL-bronze (2000 og 2012), seks VM-guldmedaljer og to gange VM-sølv (høstet mellem 1994 og 2003) verdens mest vindende letvægtsroer.
Desuden er han kandidat i idrætsfysiologi og virksomhedskonsulent inden for motivation og eksekvering af strategier og mål.
Og så er han fortsat fysisk aktiv, nu bare inden for triatlon.

Arrangementet var gratis og tilgængeligt for alle interesserede – og det kan stadig ses på:

https://www.facebook.com/sifasport/videos/1112753385812270