Af formand Ole Nielsen, SIFA
Forleden så jeg en annonce fra Københavns Universitet om masteruddannelsen i idræt og velfærd. Overskriften var ”Vil du bruge idrætten til at udvikle velfærdssamfundet?” Ud over at glæde mig over, at man også kan uddanne sig i den retning, var min første tanke et svar på spørgsmålet: Selvfølgelig vil jeg det. Og det førte til en overvejelse om, hvorvidt det ikke er det, vi reelt alle gerne vil – og gør – i de frivillige idrætsforeninger: Udvikler det samfund, vi er en central del af?
Der er af og til debat om idrættens rolle i samfundet og på det seneste er den blusset op igen. Blandt andet har Ulrik Povlsen fra den københavnske idrætsforening Nørrebro United givet udtryk for, at ”de almene idrætsforeninger (…) må være noget af det ypperste, vores samfund kan producere.” Og at ”et af de vigtigste indsatsområder handler om at udvikle og styrke de almene idrætsforeninger og gøre almenområdet så rummeligt som muligt.” Disse betragtninger kan jeg kun tilslutte mig. Der er ingen tvivl om, at idrætsforeningerne skal være understøttende for samfundet som helhed. Det store spørgsmål er bare, hvordan vi bedst løfter den opgave. Den brede idræt kan rigtig meget, men det er vigtigt, at de frivillige ikke bliver (over)belastet med opgaver, de reelt ikke har kompetencerne til at håndtere.
De senere år synes der at være vokset en tendens frem, hvor den frivillige idræt i stigende grad forventes at fungere som en del af det sociale sikkerhedsnet – altså den del som den kommunale forvaltning er sat i verden for at håndtere. Det er ikke problemløst.
Det skal ikke forstås sådan, at vi ikke vil hjælpe – der er faktisk ikke ret meget, vi hellere vil. Men det er afgørende, at det sker på en måde, der ikke fører til en overbelastning af de frivillige i klubberne. De er nu en gang ikke uddannede til at håndtere alt og alle, der finder vej til deres klub. Vores fællesskaber kan meget, men de er ikke professionelle.
Idrætten kan afhjælpe mange af de udfordringer, samfundet har. Det gælder både et helt overordnet ønske om generelt øget folkesundhed og styrkelse af det enkelte menneskes sociale netværk. Men skal der virkelig komme noget ud af anstrengelserne, er det afgørende, at opgaven ikke overlades til de frivillige i foreninger uden nogen form for opbakning.
Også her er det et spørgsmål om samarbejde. For eksempel at tre-fem idrætsklubber går sammen og støtter hinanden i ansættelse af en person uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, der kan hjælpe dem med opgaver, de har svært ved at nå i det daglige. Og hvor den ledige – ud over betaling – får såvel et nyt socialt netværk som ekstra indhold i tilværelsen.
En anden tilgang til en vigtig samfundsopgave kan være etablering af partnerskaber, sådan som man så det, da SIFA sammen med boligforeninger i Aalborg i 2. halvår 2021 gennemførte projektet ”Aktive Fællesskaber”. Her var hensigten at få ikke mindst borgere, der var faldet ud af fællesskaberne under coronanedlukningen og havde svært ved at komme i gang igen, ind i idrætsforeningerne.
Skal idrætten for alvor kunne løfte den særdeles væsentlige samfundsopgave, det er at aktivere og engagere udsatte borgere, der ikke af sig selv kommer i klubberne, er der nødvendigt med samarbejde. Idrætten skal nok yde sit, men det er en nødvendighed at også andre – eksempelvis idrættens fællesorganisationer, de kommunale forvaltninger og boligforeningerne – bliver engageret i at løfte i flok. Kun på den måde kan vi for alvor gøre en forskel uden at gøre vold på de frivillige, hvis engagement og virkelyst er helt afgørende for at bestræbelserne bliver kronet med succes.
Mange steder har pandemien ikke kun betydet medlemsfrafald, men også reduktion blandt ledere, så det er et større genrejsningsarbejde, man nu er i gang med rundt om i klubberne. Så meget desto mere er det helt afgørende at tage ordentligt vare på de frivillige.