Årets Idrætsleder 2016

Nancy Moos, Aalborg Damemotionsklub

Nancy Moos har været med i Aalborg Damemotionsklub i 27 år.

Klubben blev oprettet i 1953 i Aalborgs vestby og har i mange år lånt gymnastiksalen på Aalborg Sportshøjskole.

I efteråret 1990 blev Nancy valgt til formand i klubben og har været det lige siden, dvs. 26 år.

På generalforsamlingen i marts i år sagde Nancy ja til at fortsætte som formand endnu 2 år.

Klubben har i øjeblikket 70 medlemmer. De fleste har været med i mange år – 15, 20, 30 år – og en enkelt endda 49 år.

Nancy er en meget synlig leder i foreningen.

Hun møder op til hver gymnastiktime 2 gange hver uge, og hun kender navnet på hvert enkelt medlem.

Udover gymnastik har foreningen også andre arrangementer, bl.a. den årlige skovtur.

Her er Nancy fantastisk god til at finde spændende steder at besøge, og der findes vist ikke et sted i Nordjylland, som gymnasterne fra ADK ikke har besøgt på den årlige skovtur.

STORT TILLYKKE MED SPAR NORD PRISEN!